Lad os være ærlige. Jeg er faktisk ret kendt. Folk glor efter mig på gaden, råber søde ting efter mig ("hey, det er ham der bøssen"), jeg bliver spurgt om jeg vil deltage i "Til Middag Hos" (med Camilla Ottesen og Alexander Kølpin - øh I don't think so), og de skriver om mig i Se & Hør. Derfor har jeg besluttet mig at flytte til udlandet for at holde presset ud.

I min søgen efter et nyt internationalt hjem, gik turen sidste weekend til Rom, kulturens og kunstens hovedstad. Jeg pakkede et SAS fly med sailor outfits, pels, guldknapper, læderdetaljer, ridestøvler og 200 par solbriller. På pakkefronten er jeg af den gamle skole; alt under 40 kilo er forbeholdt mellemklassen og dermed et spild af min tid. Da jeg ved check-in bliver gjort opmærksom på at min kuffert, der i øvrigt lignede en kåldolmer der havde slugt Amin Jensen, vejede 48 kilo, smilede jeg blot stolt af mig selv. Man er dog ikke Aaliyah (der styrtede ned med sit overpakkede privatfly efter optagelserne til Rock The Boat på Bahamas, da hun insisterede på at medbringe alt sit tøj, red.), men godt på vej.

Velankommet til Rom lufthavn, møder solskinnet og den skyfri himmel os. Ved gaten dufter der allerede af oregano og parmesan. Det viser sig godt nok at være herretoilettet der frembringer denne lugt, grundet nogle særegne urinkugler.

Rom er uden tvivl en af verdens smukkeste byer. Hver eneste bygning er et arkitektonisk mesterværk, der får København til at ligne den ligegyldige provinsby den er. Vi bor på et fantastisk hotel i Trastevere, Roms mest trendy og unge bydel, spiser de absolut bedste måltider i mit liv, hjemmelavet pasta, artiskok, vin, og alligevel er der noget galt: Romerne! Mage til uforskammede røvhuller skal man lede længe efter. Dovne skiderikker, der nægter at anerkende at jeg, som besøgende, står for 80% af byens omsætning. Bevares, vi danskere er ikke kendt for vores imødekommende og elskelige sind, men vi er dog perifert bekendt med begrebet opdragelse. Da den tredje taxachauffør forsøgte at hustle mig, måtte jeg tale med de helt store bogstaver. Jeg forklarede ham at det typisk er den kloge der narrer den mindre kloge, og han åbenlyst havde fået byttet rundt på de to, eftersom HAN førte taxa, og JEG førte et American Express Platin smækket med celebrity Euro han aldrig ville få fingrene i. Rasende forlod jeg taxaen og tog direkte på Hard Rock Cafe, hvor jeg fik mig en platte Jumbo Shrimp og pommes frites. Hvilket kan virke mystisk da jeg hverken kan lige rejer eller ting der er dybstegte. Med undtagelse af Chili Cheese Tops, der smager af lige dele død, ost og tungt vand.

Jeg er nu tilbage i Indre by i København og må ærligt talt sige at jeg stadig bedre kan lide det her. Jo, her er pissekoldt, røvmeget sne og en virkelig dårlig cafeburger koster 135 celebrity kroner. Men herregud, jeg har lige fundet mine kridhvide Marc Jacobs terrængående gummistøvler frem og spist en uovertruffen italiensk middag på Tony’s i Havnegade. Og jeg kan med god ret sige – det er bedre end at være der selv!

/Emil