50 smukke piger var mødt op til casting på Fisketorvet i København for at blive vurderet af bookerne fra Elite Model Management, der sammen med SIRENE er på jagt efter Danmarks nye topmodel. I løbet af den næste måned kommer vi hele landet rundt.
26. feb
”Prøv at gå lidt frem og tilbage for os, ” siger Trice Tomsen fra modelbureauet Elite Model Management, og 18-årige Pernille rejser sig op og går med selvsikre skridt en tur på den røde løber, der er lagt op foran Bianco-butikken. Pernille er årets første modelaspirant, og lige som de andre håbefulde piger, der er mødt op til casting, drømmer hun om en karriere som model.
”Jeg synes, det vil være et spændende arbejde, især fordi man har mulighed for at komme ud at rejse,” fortæller Pernille, der til dagligt går i 1.g.

175 cm høje Pernille håber, at hun har det, der skal til.