"Jeg hørte engang om nogen, der kendte et par, hvor manden var den sløveste padde i verden, der ikke kunne tage sig sammen til noget som helst alvorligt med kærlighed, før han tilfældigt mødte sin tidligere on/off-kæreste igen fem år efter og blev stormende forelsket – og nu er de vist gift," siger min veninde med stor overbevisning i stemmen. ”Ha ha, du hørte engang om nogen, der kendte nogen...,” svarer jeg – og hun kan godt selv høre det.

For helt ærligt, uanset hvor meget vi elsker fortællinger à la den om Carrie og Mr. Big, der efter 10 lange år endelig fik hinanden, må vi nok erkende, at der er langt mere eventyr end real life i den slags historier. Når alt kommer til alt, ved vi jo godt, at det der med aldrig at gå tilbage til en fuser ikke kun gælder nytårsaften. Men hvorfor er der så SÅ mange, der er mega-dårlige til at give slip på ham, det tydeligvis ikke skal være, men bliver ved med at gå tilbage til den samme (dumme) mand igen og igen?

Hjernen sover
”Det er som om min hjerne sover lige på det punkt,” forklarer Sarah på 26. Hun har slået op og er gået tilbage og er blevet dumpet og er gået tilbage igen til den samme kæreste hele ni gange. NI! Til stor undren for hendes veninder, der synes, at hun skal droppe ham og komme videre. Det er bare ikke så let.

”Når jeg har været fra min ekskæreste et stykke tid, så husker jeg kun alle de gode ting, men at han er irriterende om morgenen, vildt påståelig og pisse-dårlig til at vaske op, det husker jeg først, når jeg har været sammen med ham et par uger igen, og hjernen langsomt vågner op fra sin dvale, ha ha. Jeg vil SÅ gerne have, at det kunne lykkes med os to, for jeg synes jo, at han er fantastisk, og at vi har så meget godt sammen, men når jeg endnu engang opdager, at det bare ikke går, har jeg det så dårligt med mig selv. Ikke mindst, fordi jeg synes, det er pinligt at skulle sige til mine veninder, at det ikke gik, og de så helt bedrevidende kan svare ’hvad sagde vi’ igen-igen. Jeg fatter ikke, at jeg ikke bare kan lære det!”

Angst for at være alene
Måske handler det om noget så simpelt som tryghed. Man ved nogenlunde, hvad man har – men ikke hvad man får, og derfor kan det være svært at bryde ud af et forhold, der egentlig ikke fungerer, forklarer Gitte Ahm Pedersen, der er sexolog og parterapeut.

”Det er jo især, når man er gået fra kæresten og sidder og føler sig rigtig meget alene om søndagen, at man har tendens til at tænke de tanker om, hvor godt det var. Men det er altså noget, vi selv vælger at søbe rundt i, fordi singletilværelsen pludselig føles så ensom – og ikke en sandhed, vi skal handle på,” siger hun.

”Nogle har også en panisk angst for at blive alene. De tror ganske enkelt ikke, de kan være alene og bliver derfor i noget, der ikke er godt. Vi kender garanteret allesammen veninder, hvor vi ville ønske, vi kunne tage hende væk fra den dumme kæreste, der ødelægger hende – men hun kan ikke selv se det, og det er så svært at forklare uden at blive uvenner eller såre hende. Men sig det alligevel, for sådan et forhold er ikke sundt i længden, da det ender med at nedbryde hendes selvværd,” forklarer Gitte Ahm Pedersen.